Gul fisk skal sikre vandmiljøet
Påmalede gule fisk ved udvalgte vejriste skal få os til at lade være med at smide affald og kemikalier i de udendørs riste.
10. september 2024
Alt for ofte ryger tyggegummiet, cigaretskoddet eller sæbevandet fra bilvasken ned gennem rillerne på vejristen.
Men det er noget rigtig skidt.
Mange tror, at vandet i vejristen ledes ind til renseanlægget. Det gjorde det også engang. Men i dag er det sjældnere og sjældnere tilfældet.
Vi adskiller nemlig i stigende grad regnvand fra spildevand, da de kraftige regnskyl belaster vores rørsystemer og renseanlæg.
Det betyder jo så, at vandet i risten ved vejen i mange tilfælde kun er regnvand, der bliver ledt tilbage til naturen.
For at gøre folk mere opmærksomme på dette, maler vi små gule fisk ved udvalgte vejriste. I første omgang i Vojens.
Anders Jochimsen, projektleder på Vand og spildevand i Provas, siger:
Provas, og alle borgere i øvrigt, har en forpligtigelse til at sikre vandmiljøet for de vandlevende dyr. Tiltaget med de gule fisk kan være en hjælp i det små.
Men selv om der ikke lige er en fisk ved en vejrist, så kan den godt lede vandet ud i naturen alligevel.
Det bedste man derfor kan gøre, er:
- Lade være med at vaske din bil på villavejen eller i indkørslen – brug vaskehallen.
- Lade være med at smide affald i de udendørs riste – brug beholderne.
- Lade være med at hælde gift i risten – brug miljøkassen.