Regulativ drikkevand 2023
Dette regulativ er gældende for Haderslev Vands nuværende og fremtidige forsyningsområder.
Regulativet er udfærdiget af Haderslev Vand A/S og godkendt af kommunalbestyrelsen i Haderslev Kommune den 28. marts 2023.
Regulativ drikkevand 2023 (pdf-version).
1.1 Regulativ for Haderslev Vandforsyning
Dette regulativ er udfærdiget af Haderslev Vand A/S, Herefter Haderslev Vand.
Regulativet er godkendt af Kommunalbestyrelsen i Haderslev Kommune den 28. marts 2023.
Regulativet udleveres vederlagsfrit af Haderslev Vand og er tilgængeligt på Provas´ hjemmeside, hvorfra det kan downloades.
Dette regulativ er gældende for Haderslev Vands nuværende og fremtidige forsyningsområder.
1.1.1 Regulativet
Dette regulativ er udfærdiget i medfør af § 55 i lov om vandforsyning m.v. (vandforsyningsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 1450 af 05. oktober 2020.
1.1.2 Fastsættelse af anlægs- og driftsbidrag
Bestemmelserne om fastsættelse af anlægs- og driftsbidrag er i overensstemmelse med vandforsyningslovens § 53, stk. 1.
1.1.3 Vandmålere og betaling efter målt vandforbrug
Bestemmelserne om vandmålere og betaling efter målt forbrug er i overensstemmelse med Miljø-og Energiministeriets bekendtgørelser nr. 525 af 14. juni 1996 om betaling for vand efter målt forbrug m.v. på ejendomsniveau og nr. 837 af 27. november 1998 om individuel afregning efter målt vandforbrug, jf. vandforsyningslovens § 55, stk. 5 og 6.
1.1.4 Offentliggørelse af oplysninger om vandkvaliteten
Bestemmelser om offentliggørelse af det leverede vands kvalitet m.v. er i overensstemmelse med Vandforsyningslovens § 57, stk. 2 og § 29, stk. 3, i Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 1070 af 28. oktober 2019 om vandkvalitet og tilsyn med vandforsyningsanlæg, jf. vandforsyningslovens § 55 stk. 7.
1.1.5 Installationsarbejder
Bestemmelserne om installationsarbejders udførelse ved autoriserede VVS-installatører er i overensstemmelse med lovbekendtgørelse nr. 30 af 11. januar 2019 om autorisation af virksomheder på el-, vvs- og kloakinstallationsområdet (autorisationsloven).
1.1.6 Målere: størrelse, placering, kontrol og indgreb
Bestemmelserne om kontrol med og indgreb i målere er i overensstemmelse med bekendtgørelse nr. 582 af 28. maj 2018 om anvendelse af måleinstrumenter til måling af forbrug af vand, gas el eller varme og bekendtgørelse nr. 563 af 02 juni 2014 om individuel måling af el. gas, vand, varme og køling.
1.1.7 Brandtekniske foranstaltninger
Bestemmelserne om brandtekniske foranstaltninger er i overensstemmelse med Forsvarsministeriets bekendtgørelse nr. 1085 af 25. oktober 2019 om risikobaseret kommunalt redningsberedskab med senere ændringer, jf. lovbekendtgørelse nr. 314 af 3. april 2017 om beredskab (Beredskabsloven).
1.1.8 Morarenter
Bestemmelser om morarenter er i overensstemmelse med lovbekendtgørelse nr. 459 af 13. maj 2014 om renter og andre forhold ved forsinket betaling (renteloven).
1.1.9 Inddrivelse af renter
Bestemmelser om overgivelse af restancer til restanceinddrivelsesmyndigheden eller private er i overensstemmelse med lovbekendtgørelse nr. 29 af 12. januar 2015 om inddrivelse af gæld til det offentlige som ændret ved ændringslov nr. 1574 af 27. december 2019.
1.1.10 Vandafgift
Bestemmelser om afgifter for vand er i overensstemmelse med lov om afgift af ledningsført vand med senere ændringer, jf. lovbekendtgørelse nr. 171 af 25. februar 2020 (vandafgiftsloven).
1.1.11 Vandselskaber
Bestemmelser om forholdet mellem en vandforsyning omfattet af vandsektorloven (vandselskab) og kommunen er i overensstemmelse med lovbekendtgørelse nr. 52 af 23 januar 2020 om vandsektorens organisering og økonomiske forhold (vandsektorloven).
1.1.12 Ejer og bruger
I dette regulativ angiver betegnelsen ejer grundejeren, når en bestemmelse ikke specifikt angiver, at ejerlejlighedsforhold eller specielle forhold, som nævnt i punkt 14.1, også er omfattet af den pågældende bestemmelse. For ejendomme med en eller flere ejerlejligheder angiver betegnelsen ejerne af de enkelte ejerlejligheder. Hvis der på en ejendom med ejerlejligheder er tinglyst en bestemmelse i ejendommens vedtægter om, at ejerforeningen er forpligtet over for Haderslev Vand, anses ejerforeningen dog som ejer efter regulativets bestemmelser.
Ved betegnelsen bruger forstås en person, som ikke ejer den til Haderslev Vand tilsluttede ejendom, men er den kontraktmæssige indehaver af retten til at benytte en enhed eksempelvis lejeren af en lejlighed, beboeren af en andelslejlighed eller anden ejendom, forpagteren af en erhvervsvirksomhed, ejeren af en ejerlejlighed, når ejerforeningen efter det ovenstående betragtes som ejer, og beboeren af en tjenestebolig.
Hvor ejeren af en fast ejendom og ejeren af en bygning på grunden ikke er den samme, betragtes bygningen som en selvstændig fast ejendom efter tinglysningslovens § 19.
1.1.13 Ejendom
Medmindre andet fremgår af regulativet, forstås ved en ejendom, et matrikelnummer eller flere matrikelnumre, der ifølge notering i matriklen skal holdes forenet. Se udstykningslovens § 2, lovbekendtgørelse nr. 769 af 7. juni 2018 om udstykning og anden registrering i matriklen.
Ved individuel afregning efter målt forbrug angiver betegnelsen ejendom mindst to udlejnings- eller andelsenheder beliggende på et eller flere matrikelnumre, der i følge notering i matriklen skal holdes forenet. Betegnelsen enhed angiver den enkelte udlejnings- eller andelsenhed i en ejendom.
1.1.14 Ejerens underretning til brugere
Ejeren af en ejendom, der får vand fra Haderslev Vand, skal underrette eventuelle brugere af ejendommen om deres forpligtelser efter regulativet, men ejeren er i alle forhold ansvarlig over for Haderslev Vand, jf. dog 9.13.
1.2 Vandforsyningens anlæg m.v.
I det følgende defineres en del af de begreber, der anvendes i regulativet. En del af definitionerne svarer til dem, som fremgår af Norm for almene vandforsyninger DS 442.
Almene vandforsyninger: Herved forstås anlæg som forsyner eller har til formål at forsyne mindst 10 ejendomme, jf. vandforsyningslovens § 3, stk. 3. Som synonym anvendes ofte begrebet ”almen vandforsyning”.
Distributionsnet: Vandforsyningens ledningsnet fra udpumpningen fra vandforsyningsanlægget frem til skel, dvs. hovedledninger, forsyningsledninger og stikledninger.
Forsyningsledning: Den del af distributionsnettet som transporterer færdigbehandlet vand fra hovedledningen til de enkelte ejendommes stikledninger.
Forsyningsområde: I vandforsyningsplanen fastlægges bl.a. de almene vandforsyningsanlægs forsyningsområder. Det naturlige forsyningsområde er det område, som vandforsyningsanlægget naturligt kan forsyne, herunder områder som først i fremtiden kan forsynes fra vandforsyningsanlægget.
Råvand: Ubehandlet vand, dvs. grundvand eller overfladevand.
Hovedanlæg: Vandforsyningens vandværksanlæg til indvinding og behandling af drikkevand, vandforsyningens råvandsledninger, vandbehandlingsanlæg, pumpeanlæg, herunder trykforøgeranlæg til særlige trykzoner i ledningsnettet, beholderanlæg samt hovedledninger til transport af færdigbehandlet vand til forsyningsnettet.
Hovedledning: Den del af distributionsnettet, som transporterer færdigbehandlet vand fra vandbehandlingsanlægget, eventuelt via trykforøgeranlæg og beholderanlæg mv., til forsyningsledningerne.
Stikledning: Stikledningen er den del af distributionsnettet, som transporterer vand fra forsyningsledningen til ejendommens skel.
Jordledning: Den ledning, der forbinder stikledningen med installationerne i ejendommens bygninger. Jordledningen ligger i jorden på ejendommens grundstykke fra skel. Jordledningen er en del af ejendommens vandinstallationer.
Stophane: Stophanen er en afspærringsanordning, der lukker for vandtilførslen til en eller flere ejendomme.
Vand til husholdningsbrug: Vand til husholdningsbrug omfatter alt vand i husholdningen dvs. til konsum og madlavning, personlig hygiejne, toiletskyl, tøjvask m.m.
Vandbehandlingsanlæg: Anlæg, hvori råvandet underkastes behandling med henblik på dets anvendelse til drikkevand.
Vandforsyning: Dette begreb anvendes som betegnelse for en vandforsyningsvirksomhed, dvs. den juridiske enhed som ejendommen afregner sit vandforbrug med. Vandforsyning benyttes ofte som synonym for vandværk eller vandforsyningsanlæg.
Vandindvindingsanlæg: Omfatter boringer, brønde og andre anlæg til indtagning af vandet og endvidere vandbehandlingsanlæg og anlæg til udpumpning fra behandlingsanlæg, herunder eventuelle rentvandsbeholdere.
Vandforsyningsanlæg: Dette består af vandindvindingsanlægget samt hoved-, forsynings- og stikledninger og eventuelle pumper på ledningerne (distributionsnettet). Et vandforsyningsanlæg kan bestå af flere vandindvindingsanlæg, der leverer vand til samme distributionsnet.
Vandinstallation: Omfatter installationer i bygninger og jord inden for grundgrænsen. Ledningsinstallationer i jord efter stikledningen, benævnes jordledninger, og er en del af vandinstallationen. Her til hører også en eventuel afspærringsventil placeret på jordledningen. Vandinstallation er betegnet som vandindlæg i vandforsyningslovens § 50.
Afregningsmåler: Ved afregningsmåler forstås en måler, der ejes og afregnes med Haderslev Vand.
Vandværk: Dette begreb anvendes som synonymt med både vandindvindingsanlæg og vandforsyningsvirksomheden, og er ofte anvendt i betegnelsen for den juridiske enhed hvor til ejendommen afregner.
Sekundavand (regnvandsanlæg): Sekundavand er vand af anden kvalitet end drikkevandskvalitet, som kan erstatte brugen af drikkevand eller på anden måde kompensere for anvendelsen af drikkevand. Det kan for eksempel være regnvand opsamlet fra tage til brug for WC-skyl og tøjvask i maskine.
2.1 Oplysninger om vandforsyningen
Haderslev Kommune har stiftet og ejer aktieselskabet Provas A/S med datterselskaberne Haderslev Forsyning A/S, Provas Haderslev Spildevand A/S, Provas Haderslev Vand A/S og Provas Haderslev Affald A/S.
Haderslev Vand A/S ejes 100% af Provas Holding A/S.
Selskabet er 100% ejet af Haderslev Kommune og ledes af en bestyrelse jf. vedtægterne for Haderslev Vand A/S.
Oplysninger om Haderslev Vands ledelse fremgår til enhver tid af vandforsyningens hjemmeside, www.provas.dk.
2.2 Afgørelser
Afgørelser som ved det godkendte regulativ er henlagt til vandforsyningen, træffes af Haderslev Vand.
2.3 Takstblad
Takster for anlægsbidrag, driftsbidrag og for etablering af midlertidige vandleverancer m.v. fastsættes af vandforsyningen og godkendes årligt af Kommunalbestyrelsen i Haderslev Kommune.
Taksterne bekendtgøres i et takstblad, der er tilgængeligt på Provas` hjemmeside, hvorfra det kan downloades.
Takstbladet udleveres vederlagsfrit af Haderslev Vand.
2.4 Medlemskab
Enhver ejer, hvis ejendom er tilsluttet Haderslev Vand, er berettiget og forpligtet til at være medlem af selskabet. Haderslev Vand kan dog efter ansøgning fritage for medlemskab, ligesom ejere, der efter forholdets natur ikke kan være medlemmer, har ret til at optages som forbrugere, eventuelt på særlige betingelser.
2.5 Forbrugerrepræsentation
Forbrugerne har ret til at vælge forbrugerrepræsentanter til Haderslev Vands’ bestyrelse, jf. bekendtgørelse nr. 772 af 16. juni 2012 om forbrugerindflydelse i vandselskaber, med senere ændringer. De nærmere regler om valg af forbrugerrepræsentanter findes på Provas’ hjemmeside.
Haderslev Vands’ forsyningspligt er fastsat i vandforsyningslovens kapitel 8.
Kommunalbestyrelsen kan påbyde sløjfning af overflødige boringer og brønde, f.eks. hvis en ejendom skal tilsluttes vandforsyningsanlægget. For sløjfning af vandforsyningsboringer og -brønde gælder § 36 i lov om vandforsyning m.v.
3.1 Ret til forsyning med vand
Enhver ejer, hvis ejendom ligger i Haderslev Vands naturlige forsyningsområde, har med respekt for vandværkets indvindingstilladelse ret til forsyning med vand til almindeligt husholdningsforbrug, til institutioner, til almindeligt landbrug (dog ikke til vanding af landbrugsafgrøder) og anden erhvervsvirksomhed, som benytter vand i mindre omfang.
Indlæggelsen af og forsyningen med vand sker på de vilkår, som er fastsat i regulativet og mod betaling efter godkendte takster.
3.1.1 Vilkår for forsyning
Indlæggelse af vand skal kunne ske således, at stikledninger kan fremføres og henligge under frostfrie forhold, placeret således, at Haderslev Vand har uhindret adgang til stikledningerne og tilstrækkelig plads til at kunne etablere og vedligeholde disse. Hvor dette undtagelsesvist ikke kan lade sig gøre, skal de nærmere betingelser omkring etablering af stikledning aftales med Haderslev Vand.
Såfremt fastsættelse af takster for anlægsbidraget afviger fra Haderslev Vands takstblad, skal dette godkendes af kommunen.
3.2 Forsyning af erhvervsvirksomheder
Haderslev Vand bestemmer i hvilket omfang, der kan leveres vand til erhvervsvirksomheder, herunder landbrug, som benytter vand i større omfang.
Haderslev Vand fastsætter i hvert enkelt tilfælde vilkårene for en sådan levering. Vilkårene fastsættes i en skriftlig aftale, der skal godkendes af kommunalbestyrelsen.
Der kan herunder fastsættes vilkår om, at ejere/brugere, der benytter vand i større omfang eller som har et vandaftag, der kan skabe et så stort flow, at der forekommer risiko for løsrivning af partikler i ledningsnettet, må tåle de gener der er forbundet hermed, og at de for egen regning foretage de fornødne foranstaltninger i den forbindelse, jf. også 6.4.
Haderslev Vand kan ikke drages til ansvar for skader som følge af løsrevne partikler i leverancer til storforbrugere.
Haderslev Vand kan ikke stilles til ansvar for et tidligere oplyst tryk og flow, der pga. ændringer i vandforsyningsanlægget ikke længere er gældende.
Indlæggelsen af og forsyningen med vand sker i øvrigt på de vilkår, som er fastsat i regulativet og mod betaling efter godkendte takster.
3.3 Forsyning af brandtekniske installationer
Vand til brandtekniske installationer kan normalt ikke tillades via direkte kobling til vandforsyningsnettet. Disse skal indrettes i overensstemmelse med gældende normer for indretning af sprinkleranlæg, samt med korrekt tilbagestrømningssikring iht. DS/EN1717.
Haderslev Vand kan forlange eksisterende sprinkleranlæg ændret, hvis det anses for nødvendigt af hensyn til dimensioneringen, trykoptimering og sektionering af vandforsyningens hovedanlæg og forsyningsledningsnet, samt hvis den eksisterende sprinklerinstallation kan udgøre en forureningsrisiko.
I forbindelse med levering af vand til brandtekniske installationer med vandforbrug fastsætter Haderslev Vand eventuelle særlige vilkår for leveringen ved siden af bestemmelserne i dette regulativ, og jf. bekendtgørelse om risikobaseret kommunalt redningsberedskab.
3.3.1 Slangevinder og brandskabe
Slangevinder og brandskabe skal tilsluttes efter vandmåler og med korrekt kontraventil. I eksisterende ejendomme, hvor slangevinder og brandskabe er tilsluttet før vandmåler, kan Haderslev Vand forlange, at disse installationer tilsluttes efter vandmåler eller plomberes.
3.4 Reserveforsyning
Etablering af vandforsyning og forsyning med vand fra Haderslev Vand som reserve for en ejendoms eget vandforsyningsanlæg, kan normalt ikke forventes tilladt.
Haderslev Vand kan dog undtagelsesvis tillade etableringen på særlige vilkår, herunder bl.a. vilkår om tilbagestrømsikring.
I forbindelse med indlæg af vand tillades det ikke, at en ejendoms eget vandforsyningsanlæg tilsluttes Haderslev Vands kollektive vandforsyningsnet.
3.5 Byggevand
Haderslev Vand kan stille krav om montering af byggevandmålere ved byggeri.
I byggeperioden skal der ske en sikring mod tilbagestrømning efter DS/EN 1717.
3.6 Trykstød
Vandforbruget skal aftages på en sådan måde at trykstød ikke forekommer og således at pludselige og unødvendige variationer undgås.
3.7 Udstykning, byggemodning m.v.
Ved udstykning af en ejendom til matrikler eller ejerboliger, hvor Haderslev Vand hidtil har leveret samlet til den tidligere ejendom via én hovedmåler, leverer Haderslev Vand en ny måler ved hver ny ejendom, der afregner forbrug direkte med Haderslev Vand.
Haderslev Vand fastlægger vilkår for vandforsyningen til de ved udstykningen opståede ejendomme, herunder krav til anlæggets dimensionering og funktion, jf. også 5.3.
I forbindelse med byggemodninger skal en eventuel udstykning være gennemført, inden Haderslev Vand fører stikledninger frem til de nye matrikelnumre.
Forsyningen med vand sker i øvrigt på de vilkår, som er fastsat i regulativet, og mod betaling efter godkendte takster.
Haderslev Vand beslutter inden for vandforsyningsplanen, hvornår forsyningsledningerne skal anlægges og renoveres. Herudover kan Haderslev Vand af myndighederne blive pålagt at anlægge nye forsyningsledninger, f.eks. hvis kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om, at en eller flere ejendomme skal tilsluttes et alment vandforsyningsanlæg, jf. vandforsyningslovens § 29 samt §§ 45- 48.
Haderslev Vand må ikke anlægge forsyningsledninger i strid med vandforsyningsplaner, jf. vandforsyningslovens § 14a, stk. 2.
4.1 Anlæg af forsyningsledninger
Forsyningsledninger anlægges af, vedligeholdes af og tilhører Haderslev Vand. Haderslev Vand beslutter inden for vandforsyningsplanen, hvornår forsyningsledningerne skal anlægges og renoveres.
4.2 Tinglysning
Hvis forsyningsledninger fremføres over privat grund, skal retten til deres anlæg, benyttelse og vedligeholdelse sikres ved deklaration, der skal tinglyses på de respektive ejendomme. Udgiften til tinglysning afholdes af Haderslev Vand.
5.1 Anlæg og vedligeholdelse af stikledninger
Stikledninger og eventuelle stophaner placeret herpå, anlægges af, vedligeholdes af og tilhører Haderslev Vand.
Haderslev Vand er ikke forpligtet til at etablere eller opretholde funktion af stophaner på stikledningen.
Afspærringsanordninger, stophaner eller lignende, der er placeret efter stikledningen på ejerens vandinstallationer, herunder på jordledningen, ejes og vedligeholdes af ejeren i overensstemmelse med reglerne i dette regulativs punkt 8.
Alt arbejde med stikledninger skal udføres af autoriserede VVS-installatører eller af Haderslev Vands personale, jf. bestemmelserne i Erhvervsministeriets bekendtgørelse nr. 859 af 03.juli 2014 om undtagelser fra krav om autorisation for arbejder udført af forsyningsvirksomheder.
Ingen må overdække Haderslev Vands ventildæksler eller stophaner.
5.2 Stikledning til ejendomme
Hver ejendom skal normalt have sin særskilte stikledning. Der vil sædvanligvis kun blive anlagt én stikledning til hver ejendom.
Stikledningen skal normalt indlægges fra forsyningsledningen i den gade eller vej, hvortil ejendommen har facade (adgangsvej).
Haderslev Vand fastlægger antallet og placeringen af stikledninger efter drøftelse med ejendommens ejer.
I mangel af enighed beslutter Haderslev Vand stikledningens endelig placering.
I særlige tilfælde kan Haderslev Vand tillade, at forsyning til to eller flere ejendomme efter ejernes ønske skal ske gennem en fælles stikledning. Vilkårene herfor fastsættes i en deklaration, der skal være godkendt af Haderslev Vand, og som skal tinglyses på de respektive ejendomme ved ejernes foranstaltning og på deres bekostning.
Hvis stikledning fremføres over privat grund, skal retten til dens anlæg, benyttelse og vedligeholdelse sikres ved deklaration, der skal tinglyses på den/de respektive ejendomme. Udgifterne hertil afholdes af Haderslev Vand.
Hvis forsyning sker via en forsyningsledning, der er beliggende på den ejendom, som skal forsynes, så udgør stikledningen de først 30 cm af ledningen fra forsyningsledningen uanset placering af stophanen.
5.3 Udstykning og omlægning
Haderslev Vand kan beslutte at omlægge en stikledning, hvis en ejendom udstykkes, hvis der på en ejendom foretages om- eller tilbygningsbygnings-arbejder, eller der sker væsentlige ændringer i vandforbruget eller lignende, som indebærer at stikledningsdimensionen eller placering bør ændres. I så fald må ejendommens ejer afholde omkostningerne til omlægningen samt eventuelt yderligere anlægsbidrag, jf. punkt 12.8 og 12.9.
Ved sammenlægning af forsynede ejendomme kan vandforsyningen på ejerens bekostning fjerne stikledninger, der henligger ubenyttede efter sammenlægningen.
Tilsvarende gælder, hvis ejeren selv ønsker stikledningen omlagt.
Ved udstykning af sokkelgrunde eller lignende, herunder klynger af ejendomme, afgør Haderslev Vand, om der skal føres stikledning frem til soklens/klyngens skel.
Dette er gældende både ved udstykning af sokkelgrunde fra en allerede forsynet ejendom og ved etablering af sokkelgrunde på en ejendom, der ikke tidligere har været forsynet.
5.4 Ubenyttet ejendom
Haderslev Vand kan afbryde stikledningen til en ubenyttet ejendom eller ejendomme uden vandforbrug ved forsyningsledningen for ejerens regning.
Alternativt kan Haderslev Vand efter orientering/drøftelse med ejeren, aftale at der opretholdes et minimumsforbrug på den ubenyttede ejendom.
5.5 Fejl på stikledninger og stophaner
Ejere af ejendomme skal straks give Haderslev Vand meddelelse om indtrufne eller formodede fejl, herunder utætheder ved stikledninger og stophaner. Brugere skal straks anmelde enhver fejl til ejeren.
5.6 Fri adgang til stophane og/eller målerbrønd
Såfremt stophane og/eller målerbrønd står i eller inden for skel, påhviler det ejeren af en ejendom at sikre, at stophanen og/eller målerbrønden er synlig og let tilgængelig.
Efter vandforsyningslovens § 51, stk. 1, kan der ikke forlanges erstatning for svigtende levering som følge af utilfredsstillende trykforhold i forsyningsledningerne, mangler ved anlægget og arbejder på anlægget.
Vandforsyningslovens § 52 bestemmer, at der kan træffes bestemmelse om indskrænkning af vandforbruget eller visse dele af det, herunder om indskrænkning med hensyn til vanding af haver i tørkeperioder m.v., når vandforsyningens drift eller hensynet til vandforekomsterne gør det nødvendigt. Kommunalbestyrelsen kan pålægge Haderslev Vand at træffe en sådan bestemmelse.
6.1 Vandtryk
Haderslev Vand skal til enhver tid tilstræbe at opretholde tilfredsstillende forsyningsforhold og opretholde et vandtryk, der gør almindeligt vandforbrug muligt i samtlige tilsluttede ejendomme, jf. dog 8.3.1.
Haderslev Vand har dog ingen pligt til at opretholde noget mindstetryk i forsyningsledningsnettet ud for de enkelte ejendomme.
Haderslev Vand er indenfor rammerne af ovenstående berettiget til at ændre aktuelle trykforhold forbigående eller varigt.
6.2 Aflukning
Ved aflukning af vandledninger skal der normalt gives ejere eller deres repræsentanter et rimeligt varsel, men Haderslev Vand kan ved ledningsbrud og andre særlige forhold foretage aflukninger uden varsel.
6.3 Ulemper
Enhver forbruger må, uden at have krav på erstatning, tåle de ulemper der måtte opstå ved svigtende levering som følge af mangler ved anlægget og disses afhjælpning, ved vedligeholdelsesarbejder vedrørende anlægget, herunder ved ledningsbrud, strømsvigt og anden force majeure, eller ved ledningslukninger, reparationer og udskylning af ledninger, skift af målere m.v.
Endvidere må enhver tåle de ulemper og eventuelle udgifter, der måtte opstå i forbindelse med forringet vandkvalitet, hvor vandet ikke kan bruges som normalt, og Haderslev Vand er således ikke erstatningsansvarlig som følge af ulemper ved svigtende levering eller forringet vandkvalitet.
Ved afbrydelse eller genoptagelse af forsyningen og ved anden driftsforstyrrelse, herunder ændringer i tryk og kvalitet, er Haderslev Vand, uanset om denne måtte have udvist uagtsomhed, heller ikke ansvarlig for forbrugeres driftstab, avancetab eller andet indirekte tab.
Erhvervsdrivende opfordres til at tegne en driftstabsforsikring.
6.4 Indskrænkning af vandforbruget
Haderslev Vand kan, uden at der kan gøres krav på erstatning herfor, træffe bestemmelse om indskrænkning af vandforbruget eller visse dele af det, herunder om indskrænkning med hensyn til vanding af haver i tørkeperioder m.v., når Haderslev Vands drift eller hensynet til vandforekomsterne gør det nødvendigt. Kommunalbestyrelsen kan pålægge Haderslev Vand at træffe en sådan bestemmelse jf. i øvrigt vandforsyningslovens § 52.
Der kan ifølge vandforsyningslovens § 51, stk. 1, benyttes vand fra et alment vandforsyningsanlæg til brandslukning og andre nødstilfælde.
Kommunalbestyrelsen skal som brandmyndighed sikre tilstrækkelig vandforsyning til brandslukning, jf. beredskabsloven.
Hvis det er hensigtsmæssigt i forhold til Haderslev Vands opretholdelse af tryk eller andre forhold, kan der indsættes et punkt om, at kommunalbestyrelsen skal varsle Haderslev Vand om planlagte afprøvninger af brandhane.
7.1 Etablering og vedligeholdelse
Etablering, vedligeholdelse og sløjfning af brandhaner på forsyningsledninger skal ske efter Kommunalbestyrelsens anvisning, og udgifterne hertil afholdes af Kommunalbestyrelsen.
Kommunalbestyrelsen et kan forlange, at forsyningsledninger af hensyn til deres funktion ved brandslukning anlægges med større ledningsdimension end ellers nødvendigt. Det gælder tilsvarende ved omlægning. Merudgifterne hertil afholdes af Kommunalbestyrelsen.
Den omtalte ændring af ledningsdimensionering og omlægning af ledningen forudsætter, at sådanne ændringer ikke skaber risiko for forringelse af drikkevandskvaliteten.
Nye brandstandere skal være sikret mod tilbagestrømning.
Såfremt der konstateres defekte brandhaner, skal disse fjernes eller repareres på ejers bekostning. De nærmere omstændigheder koordineres med ejer.
Hvor brandmyndigheden kræver etablering af brandhaner på privat grund, skal brandmyndigheden sikre, at disse vedligeholdes og altid forefindes plomberet.
7.2 Flytning af forsyningsledning
Ved flytning eller udskiftning af en forsyningsledning afholder Kommunalbestyrelsen omkostningerne til flytning og tilslutning af brandhaner på forsyningsledningen.
7.3 Brug af brandhaner
Bortset fra indsats ved brand og andre nødstilfælde samt beredskabets afprøvninger af brandhaner må ingen bruge vand fra brandhaner, medmindre Haderslev Vand og Kommunalbestyrelsen har givet tilladelse hertil.
7.4 Oplysning om brandvand
Kommunalbestyrelsen skal på Haderslev Vands begæring oplyse om vandforbruget fra brandhaner ved indsats og afprøvning samt varsle vandforsyningen om planlagte afprøvninger af brandhaner.
Ejeren af en ejendom har pligt til at sørge for, at vandindlægget holdes forsvarligt vedlige, og at mangler bliver afhjulpet snarest, jf. vandforsyningslovens § 50, stk. 2. Hvis ejeren ikke efterkommer Haderslev Vands krav om at afhjælpe konstaterede fejl eller mangler, der kan have betydning for vandkvalitet eller vandspild, kan Haderslev Vand anmode kommunalbestyrelsen om at give påbud om lovliggørelse af ulovlige forhold, jf. vandforsyningslovens § 65, stk. 3.
Haderslev Vand er ved kommunens godkendelse af regulativet tillagt kompetence til at pålægge ejeren af en ejendom at udbedre installationer, der udgør en fare for forurening af vandet i forsyningsledningerne, herunder ved brud der kan forårsage omfattende vandspild.
Hvis ejeren forsømmer de forpligtelser, der påhviler ejeren med hensyn til vandinstallationer, kan kommunalbestyrelsen i sin egenskab af tilsynsmyndighed efter forudgående påbud lade arbejdet udføre på ejerens bekostning, jf. vandforsyningslovens § 65 (selvhjælpshandlinger).
8.1 Generelt vedrørende vandinstallationer
8.1.1 Grundejeren
Vandinstallationer, herunder jordledninger og stophaner placeret herpå, etableres af, vedligeholdes af og tilhører grundejeren, jf. dog 9.4 og 9.6 angående afregningsmålere.
Hvor ejeren af en fast ejendom og ejeren af en bygning på grunden ikke er den samme, jf. 1.1.12, sidste afsnit, afholdes udgifter vedrørende vandinstallationer af ejeren af bebyggelsen på grunden.
Alle udgifter vedrørende vandinstallationer afholdes af ejeren, herunder også udgifter til omlægning af vandinstallationer, f.eks. omlægning af jordledninger, som følge af nødvendig omlægning af forsynings- og/eller stikledning. Udgifter i henhold til 9.6 og 9.15, 4. punktum angående afregningsmålere afholdes dog af Haderslev Vand.
Vandinstallationer skal før og efter måler være fastgjort og være i så god stand, at de kan holde til et målerskifte. Ejerens udgifter hertil er Haderslev Vand uvedkommende.
8.1.2 Nyanlæg og væsentlig ændring
Vandinstallationsarbejder, der er omfattet af autorisationsloven, må kun gennemføres, efter der er indhentet tilladelse til arbejderne. Reglerne herom følger af lovbekendtgørelse nr. 1178 af 23. september 2016 (byggeloven) og bygningsreglementerne. Det er den lokale byggemyndighed (kommunen), som udsteder tilladelsen.
Haderslev Vand kan stille krav om, at der ved arbejder på vandinstallationer, hvor der kan være risiko for forurening af vandforsyningsanlægget, hvis tilbagestrømningssikringen svigter, skal ske en anmeldelse til Haderslev Vand, inden arbejdet påbegyndes, og når arbejdet er afsluttet.
Det er for eksempel anlæg af nye vandinstallationer eller væsentlige ændringer af vandinstallationer til installationsgenstande, vandvarmere, vandbehandlingsanlæg, regnvandsanlæg med mere.
Ansøgning herom samt om indlægning, afbrydelse eller ændring af stikledning indgives på særlige blanketter, der udleveres af Haderslev Vand. Ansøgningen skal være bilagt relevant materiale. Haderslev Vand kan forlange supplerende oplysninger om vandinstallationerne, hvis det ikke er tilstrækkeligt belyst i ansøgningen.
Haderslev Vand kan kræve dokumentation for at en nyinstalleret eller ændret vandinstallation fungerer forskriftsmæssigt. Dokumentation skal leveres af en autoriseret VVS-installatør.
8.1.3 Vandinstallationer
Arbejder med vandinstallationer, herunder med jordledninger, må kun udføres af autoriserede VVS-installatører. Udskiftning og montering af vandmålere må kun udføres af Haderslev Vand.
Dog undtaget de situationer hvor autorisationsloven (lovbekendtgørelse nr. 30 af 11. januar 2019 om autorisation af virksomheder på el-, vvs- og kloakinstallationsområdet) fastsætter andet. Afmontering af vandmåler udføres af Haderslev Vand eller af en VVS installatør udpeget på Haderslev Vands foranledning.
Vandinstallationer skal udføres, så de opfylder kravene i Bygningsreglementet, hvor der i vejledningen til overholdelse af Bygningsreglementet henvises til DS 439 (Vandnormen) og til DS/EN 1717 (tilbagestrømningssikring).
Haderslev Vand kan kræve dokumentation for, at tilbagestrømningssikringen er etableret, og at den fungerer forskriftsmæssigt.
Installationer for sekundavand skal være adskilt og sikres med korrekt tilbagestrømningssikring iht. DS/EN1717 eller de til enhver tid gældende normer og forskrifter herfor, med mindre vandforsyningen har godkendt andet.
Vilkårene fastsættes i en skriftlig aftale mellem Haderslev Vand og forbrugeren, som skal godkendes af kommunen.
8.1.4 Fabriksfremstillede produkter godkendt til drikkevand
De fabriksfremstillede byggevarer er tilknyttet såvel hygiejnemæssige som mekanisk-fysiske krav.
Hygiejne karakteristika:
Vandinstallationer skal udformes af materialer, der ikke afgiver sundhedsfarlige stoffer til vandet eller giver generende lugt, smag, misfarvning eller generende vækst af mikroorganismer. Kravet vedrører alle materialer, der indgår i installationen, f.eks. rør, armaturer og pakninger.
Fabriksfremstillede produkter, der indgår i eller tilsluttes de faste drikkevandinstallationer til og med tapstedet, skal for så vidt angår egenskaber, der har indflydelse på drikkevandets kvalitet, jf. bekendtgørelse om vandkvalitet og tilsyn med vandforsyningsanlæg, være godkendt af Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen, medmindre det pågældende produkt er undtaget.
Mekanisk-fysiske karakteristika:
Produktet skal være forsynet med CE-mærke, eller have gennemgået en afprøvning for de egenskaber, der er relevante for Danmark
8.1.5 Fejl på vandinstallationer
Vandinstallationer skal udføres, benyttes og vedligeholdes på en sådan måde, at der ikke er fare for forurening af vandet, opstår utætheder eller på anden måde voldes ulemper.
Hvis det konstateres eller må formodes at der er utætheder, herunder utæthed på jordledning, eller andre fejl, skal ejeren sørge for at vandinstallationerne straks gennemgås og i fornødent omfang bringes i orden. Brugere skal straks anmelde konstaterede eller formodede fejl til ejeren.
Hvis fejlen har betydning for ejendommens vandforbrug eller udgør en risiko for forurening af vandet i forsyningsnettet, skal ejeren straks underrette Haderslev Vand om forholdet.
Ejeren sørger selv for alternativ vandforsyning i forbindelse med etablering og vedligeholdelse af vandinstallationer, herunder ved brud på jordledningen.
8.1.6 Forsvarlig funktion
Haderslev Vand kan pålægge ejeren at lade foretage de foranstaltninger som Haderslev Vand finder ønskelige af hensyn til vandinstallationernes forsvarlige funktion, herunder tilbagestrømningssikring. Sådanne foranstaltninger skal til stadighed holdes i god stand, og de må ikke fjernes eller ændres uden Haderslev Vands tilladelse.
Hvis der efter reparation eller der på anden måde er en begrundet formodning om utæthed på jordledningen, kan vandforsyningen forlange, at jordledningen tæthedsprøves for det maksimalt forekommende tryk. Tæthedsprøvningen skal foretages af en autoriseret vvs-installatør og sker for ejerens egen regning og risiko.
Haderslev Vand kan forlange dokumentation for, at den eller de pålagte foranstaltninger er foretaget, og at vandinstallationerne fungerer forskriftsmæssigt. Dokumentation skal leveres af en autoriseret VVS-installatør.
8.1.7 Ubenyttede vandinstallationer
Ejeren har pligt til at holde ubenyttede vandinstallationer aflukket og tømt for vand. Haderslev Vand kan forlange, at vandinstallationer i ubenyttede bygninger afbrydes på forskriftsmæssig måde.
Haderslev Vand kan alternativt forlange, at der er et nærmere bestemt årligt minimumsforbrug på installationen, så stillestående vand undgås.
8.1.8 Arbejde på ejerens bekostning
Forsømmer ejeren de forpligtelser, som påhviler ejeren med hensyn til vandinstallationer, kan Haderslev kommune i sin egenskab af tilsynsmyndighed efter forudgående påbud lade arbejdet udføre på ejerens bekostning, jf. vandforsyningslovens § 65.
Haderslev Vand kan afbryde forsyningen til ejendommen, indtil arbejdet er udført.
8.1.9 Aktuel fare for forurening
Ejendommens ejer eller bruger skal straks iværksætte de fornødne foranstaltninger til at standse en konstateret og aktuel fare for forurening af vandet i forsyningsnettet, f.eks. som følge af trykfald eller manglende aflukning eller tømning af ubenyttede vandinstallationer, eller ved omfattende vandspild, jf. 10.3.
Hvis der på en ejendom konstateres forhold, der kan udgøre en overhængende forureningsrisiko der kan påvirke øvrige kunder, og ejeren eller brugeren ikke straks på forlangende ikke får bragt forholdene i orden, kan Haderslev Vand afbryde forsyningen.
Haderslev Vand foretager genåbning, når ejeren kan dokumentere, at der er foretaget de nødvendige foranstaltninger til at bringe forholdene, som begrunder aflukning af vandtilførslen, til ophør.
Haderslev Vand kan forlange, at der for afbrydelse og genåbning betales et gebyr, som fremgår af takstbladet.
8.2 Andre vandinstallationer i bygninger
8.2.1 Trykforøgeranlæg og trykreduktionsanlæg
Finder Haderslev Vand at trykforholdene i en ejendom kan forventes at blive utilfredsstillende, og dette kan henføres til særlige forhold vedrørende den pågældende ejendom, kan Haderslev Vand forlange, at der efter nærmere angivne forskrifter skal opstilles et trykforøgeranlæg eller trykreduktionsanlæg i forbindelse med ejendommens vandinstallationer.
Etablering og vedligeholdelse af dette anlæg foranstaltes og betales af ejeren.
8.2.2 Brandtekniske installationer
Etablering og vedligeholdelse af brandtekniske installationer med vandforbrug, f.eks. sprinkleranlæg eller lignende, skal ske i henhold til de til enhver tid gældende regler og forskrifter herfor, herunder kravene i Bygningsreglementet, hvor der i vejledningen til overholdelse af Bygningsreglementet henvises til DS 439 (Vandnormen) og til DS/EN 1717 (tilbagestrømningssikring).
Særlige vilkår for levering af vand til brandtekniske installationer med vandforbrug fastsættes af Haderslev Vand, jf. punkt 3.3.
Vandspild som følge af misbrug af brandtekniske installationer må ikke forekomme. Haderslev Vand kan forlange, at der installeres en elektronisk fjernaflæst vandmåler i forbindelse med en brandteknisk installation.
8.2.3 Regnvandsanlæg - sekundavand
Anlæg til opsamling af regnvand fra tage til brug for wc-skyl og tøjvask i maskine skal udføres i overensstemmelse med gældende Rørcenteranvisning og der skal om fornødent indhentes tilladelse hertil fra Kommunalbestyrelsen, jf. bekendtgørelse nr. 1070 af 28. oktober 2019 om vandkvalitet og tilsyn med vandforsyningsanlæg.
Regnvandsanlæg skal anmeldes til Haderslev Vand.
I ejendomme, der får leveret sekundavand fra vandforsyningen, skal installationer udføres i overensstemmelse med DS/EN 1717 i forhold til de fastsatte krav til sekundavandets kvalitet.
8.3 Vandinstallationer m.v. i jord
8.3.1 Ændring af jordledning ved ombygning
Ved ombygning af en ejendom kan Haderslev Vand forlange, at jordledningen ændres, hvis det anses for nødvendigt af hensyn til ejendommens kommende vandforbrug.
8.3.2 Udgifter til omlægning af jordledning
Udgifter til om lægning af jordledningen som følge af nødvendig omlægning af forsynings- og/eller stikledning, afholdes af grundejeren.
8.3.3 Målerbrønde
Målerbrønde skal udføres således at vandmåleren holdes frostfri.
Målerbrønden skal være forsynet med et forsvarligt dæksel af plast og skal ved ejerens foranstaltning holdes ren, tilgængelig og tør. Målerbrønden skal være tilpasset målerstørrelsen dog min. have en diameter på Ø 500 mm., alternativt en ”spiralbrønd”. Ved høj grundvandsstand kan vandforsyningen forlange, at målerbrønden etableres som en tæt PE-brønd.
Dæksel skal ligge i samme niveau som omgivende terræn. Der må ikke tilføjes ekstra brøndringe for at bringe dækslet i samme niveau som terræn. Såfremt dækslet ikke ligger i samme niveau som terræn, kan vandforsyningen forlange, at målerbrønden hæves til terræn-niveau for ejers regning
Målerbrønden etableres af, vedligeholdes af og tilhører ejeren, med mindre ejeren og Haderslev Vand har aftalt andet.
Der skal på alle ejendomme, der er tilsluttet en almen vandforsyning, være installeret vandmålere med henblik på afregning efter målt forbrug. Der kan desuden ske betaling efter målt forbrug, hvor forbrugeren er lejer, andelshaver eller ejerlejlighedsejer, når det er teknisk muligt, jf. vandforsyningslovens § 55, stk. 5 og 6, og bekendtgørelserne herom.
Det er vandforsyningen, der afgør placering af afregningsmåleren ud fra de lokale pro/contra betragtninger.
Placering af afregningsmåleren kræver, at måleren både for forbrugeren og montøren skal være let at aflæse og udskifte.
9.1 Generelle bestemmelser om installationer til måling af vandforbrug
De generelle bestemmelser for vandinstallationer jf. 8.1.1 - 8.1.6 finder tilsvarende anvendelse for installationer til måling af vandforbrug.
9.2 Afregning af samlet vandforbrug
Ejeren af en ejendom, der er tilsluttet Haderslev Vand, har pligt til at installere en afregningsmåler til brug for afregning af ejendommens samlede vandforbrug.
Der må kun anbringes én afregningsmåler på hver ejendom, medmindre der er truffet aftale med vandforsyningen om andet.
Afregningsmåleren og dennes placering må ikke ændres uden forudgående aftale herom med vandforsyningen. Målere og ventiler som er plomberet må kun brydes af vandforsyningens personale eller af forsyningens dertil bemyndigede personer.
Afregningsmålere skal være elektroniske og kunne fjernaflæses evt. afvigelser herfra træffes af Haderslev Vand.
9.3 Placering af afregningsmåler
Der må kun anbringes én afregningsmåler på hver ejendom, medmindre der er truffet anden aftale med Haderslev Vand.
Afregningsmåler anbringes i bygning umiddelbart efter jordledningens indføring eller i målerbrønd efter Haderslev Vands anvisning og sådan, at den er beskyttet mod frost, utilsigtet opvarmning, mekaniske ydre påvirkninger og korrosion.
Har måleren tidligere været placeret i bygning, kan der ved ombygning af en ejendom, skift af status for ejendom, ved overgang til fjernaflæsning eller som følge af ledningsudskiftninger, der foretages af hensyn til vandværkets driftsmæssige planlægning i øvrigt, ændres til målerbrønd. Måleren placeres som udgangspunkt i bygning hvor det er muligt alternativ i en målerbrønd.
Afregningsmåleren og dennes placering må ikke ændres uden forudgående aftale herom med Haderslev Vand. Plomber ved målere og ventiler må kun brydes af Haderslev Vands personale eller af Haderslev Vands dertil bemyndigede personer.
Målerinstallationen i bygningen skal være udført med fast målerbeslag og korrekt tilbage-strømningssikring iht. DS 439 og DS/EN 1717. Målerbeslaget monteres med ventiler på begge sider af målerbeslaget. Såfremt installationen ikke er udført med fast målerbeslag og korrekt tilbagestrømningssikring, kan Haderslev Vand forlange installationen ændret for ejers regning. De samme regler gælder ligeledes ved ombygning af en ejendom, skift af status for ejendom og ved overgang til fjernaflæsning.
Efter anmodning fra Haderslev Vand, skal ejendommens ejer foranledige at måleren er let at aflæse og udskifte.
Målerinstallationen i målerbrønden skal være udført med fast målerbeslag og korrekt tilbage-strømningssikring iht. DS 439 og DS/EN 1717. Målerbeslaget monteres vandret med ventiler på begge sider af målerbeslaget. Såfremt installationen ikke er udført med fast målerbeslag og korrekt tilbagestrømningssikring, kan Haderslev Vand forlange installationen ændret for ejers regning.
De samme regler gælder ligeledes ved ombygning af en ejendom, skift af status for ejendom og ved overgang til fjernaflæsning.
Måleren skal under alle omstændigheder være let at aflæse og udskifte.
Målerbrønden placeres ca. 1 meter inden for skel.
Det må ikke være muligt at aftappe vand fra installationen før vandmåleren, og der må, ud over den krævede afspærringsventil, ikke monteres komponenter før måleren uden godkendelse af Haderslev Vand.
9.4 Vandforsyningens ejendom
Afregningsmålere stilles til rådighed af Haderslev Vand og forbliver Haderslev Vands ejendom. Afregningsmålere anbringes på ejerens bekostning.
Haderslev Vand kan beslutte, at afregningsmålere skal være elektroniske og kunne fjernaflæses. Strømforbrug til driften af elektroniske afregningsmålere til fjernaflæsning påhviler ejer/bruger.
9.5 Aflæsning Haderslev Vand har til enhver tid ret til at aflæse alle afregningsmålere efter varsel, jf. 9.17.
Haderslev Vand kan til enhver tid foretage fjernaflæsning af afregningsmålere. Data om forbrug og drift bliver ved fjernaflæste afregningsmålere overført automatisk til Haderslev Vand. Oplysninger om behandling af oplysninger fra fjernaflæsningssystemet er tilgængelige på Provas’ hjemmeside.
Haderslev Vand foretager løbende efter en konkret vurdering aflæsninger udelukkende med henblik på optimering af den generelle drift af ledningsnettet samt afregning af brugerens forbrug.
Endvidere kan Haderslev Vand – på grundlag af en henvendelse fra brugeren – aflæse pågældende brugers data til afklaring af brugerens forbrugsforhold, f.eks. fejl i anlæg mv.
Nærmere oplysninger om Haderslev Vands anvendelse af aflæsningsdata mv. fremgår af Haderslev Vands oplysninger om behandling af personoplysninger, som er tilgængelige på Provas hjemmeside, og som er oplyst direkte over for de enkelte brugere.
9.6 Vedligeholdelse og udskiftning
Afregningsmålere vedligeholdes af Haderslev Vand og for dennes regning. Haderslev Vand er berettiget til når som helst for egen regning at udskifte og kontrollere målere efter varsel, jf. 9.17.
Vandinstallationer skal kunne tåle, at vandmåleren udskiftes. Kan installationerne ikke tåle en udskiftning, herunder på grund af skrøbelige/rustne vandrør, skal ejendommens ejer sørge for, at vandinstallationerne bringes i orden og skal selv afholde udgifterne hertil. Installationen før/efter måleren skal være fastgjort.
Afregningsmålere skal monteres med kontraventil før og efter måler. Ved nye installationer skal afregningsmåleren monteres vandret.
Hvis en ejer ønsker en måler skiftet, foretages udskiftningen for ejerens regning.
Ejer og bruger må tåle de ulemper, der er forbundet med, at vandtilførslen afbrydes ved udskiftning af målere.
Haderslev Vand har ret til at fotografere målerinstallationen til brug for dokumentation og registrering.
9.7 Størrelse og type
Afregningsmåleres størrelse og type bestemmes af Haderslev Vand ud fra de oplysninger, som ejeren har givet om vandinstallationerne og vandforbruget til erhvervsvirksomheder m.v.
9.8 Ændring af vandforbruget
Hvis vandforbruget ændres i forhold til det af ejeren tidligere oplyste jf. 9.7 således at afregningsmåleren ikke længere er tilpasset vandforbruget, kan Haderslev Vand forlange målerinstallationen ændret for ejers regning, så måleren kan udskiftes med en måler af passende størrelse.
9.9 Ejerens ansvar
Ejer er erstatningspligtig over for Haderslev Vand i alle tilfælde, hvor en afregningsmåler er bortkommet eller er blevet beskadiget, f.eks. ved vold, brand, frost m.v.
Ejer og bruger må tåle de ulemper, der er forbundet med at vandtilførslen afbrydes ved udskiftning af målere.
Ejerens forpligtelser overgår til brugeren, hvis der er etableret et direkte kundeforhold.
9.10 Utætheder eller fejl
Opdager ejeren, at der er utætheder eller fejl ved en afregningsmåler, skal dette straks meddeles til Haderslev Vand.
Brugere af en ejendom skal straks meddele konstaterede fejl til ejeren.
9.11 Indgreb m.v. i afregningsmålere
Ejere og brugere må ikke foretage indgreb i afregningsmålere, bryde plomben eller på nogen måde påvirke målernes korrekte funktion. Der må ikke gøres forsøg på optøning af en frossen måler.
Omkostninger til eftersyn og istandsættelse eller udskiftning af en måler som følge af indgreb, jf. ovennævnte, afholdes af ejeren.
9.12 Overgang fra fælles til individuel afregning
Beslutning om at overgå fra fælles til individuel afregning med Haderslev Vand skal meddeles skriftligt til Haderslev Vand og kommunen jf. bekendtgørelse 837 af 27. november 1998 om individuel afregning af målt vandforbrug.
9.13 Ejerens ansvar, rettigheder og pligter
For ejendomme, hvor der er indgået aftale med Haderslev Vand om individuel afregning efter målt forbrug, overgår ejerens ansvar, rettigheder og pligter efter 9.9, 9.10, 9.11 og 9.15, 9.16 og 9.17 til brugeren af enheden.
9.14 Målerteknisk kontrol
Afregningsmålere, der anvendes som grundlag for betaling af driftsbidrag, skal opfylde de krav og underkastes den måletekniske kontrol, der er fastsat af Sikkerhedsstyrelsen om anvendelse af måleinstrumenter til måling af forbrug af vand, gas, el eller varme.
9.15 Kontrol af afregningsmåleren
Ejeren kan ved skriftlig henvendelse til Haderslev Vand forlange at få kontrolleret afregningsmålerens nøjagtighed.
Afregningsmåleren anses for at måle rigtigt, når brugstolerancen ikke overskrides som fastsat i bekendtgørelse nr. 582 af 28. maj 2018 om anvendelse af måleinstrumenter til måling af forbrug af vand, gas, el eller varme, og i de forskrifter, hvortil bekendtgørelsen henviser.
Hvis afregningsmålerens visning ligger inden for de acceptable grænser for måleunøjagtighed, afholdes omkostningerne til prøvningen mv. af den, der har ønsket afprøvningen.
Hvis afregningsmålerens visning ligger uden for de acceptable grænser for måleunøjagtighed, afholdes omkostningerne til prøvningen mv. af Haderslev Vand.
Efter høring af ejeren foretager Haderslev Vand en skønsmæssig nedsættelse eller forhøjelse af det målte forbrug for det tidsrum, hvor Haderslev Vand skønner, at fejlvisningen har fundet sted, dog højst for 3 år, jf. Lovbekendtgørelse 1238 af 9. november 2015 om forældelse af fordringer (forældelsesloven).
Ejerens forpligtelser overgår til brugeren, hvis der er etableret et direkte kundeforhold.
9.16 Selvaflæsning
Haderslev Vand kan pålægge ejeren at aflæse afregningsmåleren og indberette målerstanden til Haderslev Vand (selvaflæsning).
Hvis en ejer ikke indberetter målerstanden, udsender Haderslev Vand et nyt aflæsningskort pålagt et rykkergebyr jf. takstblad og ejeren informeres om at Haderslev Vand kan hæve ejerens acontobetalingen såfremt tidsfristen ikke overholdes.
Vandforbruget kan kun skønnes ét år. Hvis Haderslev Vand skal aflæse en måler som følge af manglende indberetning i 2 år, er Haderslev Vand i den forbindelse berettiget til at opkræve et administrationsgebyr, som fremgår af Haderslev Vands takstblad.
Selvaflæsning af den fysiske afregningsmåler lægges til grund for Haderslev Vands afregning af driftsbidrag.
Ejerens forpligtelser overgår til brugeren, hvis der er etableret et direkte kundeforhold.
9.16.1 Fjernaflæsning
Haderslev Vand kan beslutte, at aflæsning af afregnings-måler skal foretages som fjernaflæsning.
Haderslev Vand overgår til fjernaflæste afregningsmålere. Haderslev Vand foretager fjernaflæsning i forbindelse med afregning hvert år 31. december.
Haderslev Vand kan beslutte, at aflæsningstidspunktet for afregning ændres.
Haderslev Vand kan foretage løbende aflæsninger uden efterfølgende afregning udelukkende for at sikre en hensigtsmæssig daglig drift og en god forbrugerservice. Aflæsningsdata behandles i overensstemmelse med Provas Privatlivspolitik, der findes på Provas’ hjemmeside.
9.17 Tilsyn med afregningsmålere
Inden Haderslev Vand aflæser, tilser eller udskifter en afregningsmåler, aftaler Haderslev Vand dato og det omtrentlige tidspunkt for Haderslev Vands besøg med ejeren.
Hvis Haderslev Vand kører forgæves til en aftale om aflæsning, tilsyn, målerskifte eller plombering af en afregningsmåler, eller ejeren gentagne gange undlader at reagere på en henvendelse om at bestille tid til målerskift, er Haderslev Vand berettiget til at opkræve et administrationsgebyr, som fremgår af Haderslev Vands takstblad.
Hvis Haderslev Vand ikke kan få adgang til vandmåleren, kan Haderslev Vand efter et varsel til ejendommens ejer, anmode fogedretten om at give Haderslev Vand adgang til vandmåleren. Ejeren vil blive pålagt udgifterne til fogedforretningen.
Hvis Haderslev Vand som følge af manglende adgang til ejendommens afregningsmåler risikerer at overtræde gældende lovkrav, myndighedskrav og/eller normer og forskrifter for afregningsmålere, som Haderslev Vand er underlagt, herunder f.eks. overskridelse af krav til udskiftningshyppighed, er Haderslev Vand berettiget til i yderste konsekvens at lukke for ejendommens vandtilførsel. Lukning vil blive varslet senest 5 arbejdsdage, inden lukningen foregår.
Genåbning finder sted, når det pågældende besøg er gennemført, og forholdet, som begrunder aflukningen af vandtilførslen er bragt i orden.
Haderslev Vand kan forlange, at der for aflukning og genåbning betales et gebyr, som fremgår af takstbladet.
Ejerens rettigheder og pligter overgår til brugeren, hvis der er etableret et direkte kundeforhold.
Efter vandforsyningslovens § 51, stk. 1, skal spild af vand ved mangelfuld lukning af vandhaner eller ved anden uforsvarlig adfærd undgås. Vand, der derved er forbrugt eller gået til spilde, kan forlanges betalt af ejendommens ejer. Vandmængden kan om nødvendigt fastsættes efter Haderslev Vands skøn.
Kommunalbestyrelsen kan give påbud om, hvilke foranstaltninger der skal træffes, hvis der er fare for at vandet kan blive sundhedsskadeligt som følge af vandspild, f.eks. ved trykfald der kan medføre tilbagesugning eller indtrængning af forurenet vand, jf. vandforsyningslovens § 65
10.1 Benyttelse og spild af vand
Vand fra Haderslev Vand må, bortset fra brand under indsats eller andre nødstilfælde samt vedligeholdelse, ikke benyttes til andet formål eller i større mængde end den benyttelse, som Haderslev Vand har fastsat, eller som med rimelighed kan antages at ville finde sted fra de tilladte vandinstallationer.
Spild af vand ved mangelfuld lukning af vandhaner eller ved anden uforsvarlig adfærd er forbudt.
Rindende vand må ikke bruges til køleformål, medmindre Haderslev Vand har givet særlig tilladelse hertil.
10.2 Vandspild før afregningsmåler
Hvis vandspild som ovenfor nævnt foregår fra vandinstallationer før afregningsmåleren, kan vandspildet forlanges betalt af ejendommens ejer ud over det almindelige driftsbidrag.
Størrelsen af vandspildet vil i så fald blive fastsat ved Haderslev Vands skøn efter forhandling med ejeren.
10.3 Lukning af vandtilførsel ved fare for forurening som følge af vandspild
Haderslev Vand kan lukke for vandtilførslen til en ejendom i overensstemmelse med 8.1.9, hvis vandspildet medfører en konstateret og aktuel fare for forurening af vandet i forsyningsnettet, og ejendommens ejer eller bruger ikke straks iværksætter de fornødne foranstaltninger til at standse det konstaterede og aktuelle vandspild.
Haderslev Vand kan forlange, at der for aflukning og genåbning betales et gebyr, som fremgår af takstbladet.
11.1 Det kommunale tilsyn
Kommunalbestyrelsen har som tilsynsmyndighed mod forevisning af legitimation adgang uden retskendelse til ethvert sted på en ejendom, hvor der findes vandinstallationer, jf. vandforsyningslovens § 64, stk. 1.
Haderslev Vands personale har mod forevisning af legitimation, og såfremt Kommunalbestyrelsen har bemyndiget disse personer hertil efter vandforsyningslovens § 64, stk. 1, adgang til at foretage undersøgelser af vandinstallationer på en ejendom uden retskendelse.
11.2 Vandforsyningens adgang til vandinstallationer
For at kunne kontrollere vandforbruget, efterse at vandinstallationer holdes i god og forskriftsmæssig stand, at der ikke finder vandspild sted samt for vedligeholdelse og udskiftning af vandmålere, skal Haderslev Vands personale mod forevisning af legitimation have adgang til ethvert sted på en ejendom, hvor der findes vandinstallationer.
Ejeren skal om fornødent skaffe sådan adgang.
11.3 Oplysninger om vandforbrug
Enhver ejer og bruger af en ejendom som er tilsluttet Haderslev Vand, skal på forlangende give Haderslev Vand alle oplysninger om vandets anvendelse og om forbrugets størrelse.
11.4 Egenkontrol af vandforsyningens afregningsmålere
Haderslev Vand skal etablere en egenkontrol af afregningsmålere, der sikrer at brugstolerancen overholdes, jf. bekendtgørelse nr. 582 af 28. maj 2018.
Haderslev Vand skal efter anmodning fra ejeren dokumentere, at afregningsmåleren overholder kravet til brugstolerancen.
11.5 Information om vandforsyningen og drikkevandets kvalitet
Haderslev Vand har pligt til at stille den nødvendige information om Haderslev Vand og drikkevandets kvalitet til rådighed for forbrugerne.
Mindst én gang om året skal Haderslev Vand offentliggøre:
- Opdaterede oplysninger om vandforsyningens adresse, telefonnummer, e-mailadresse, hjemmeside og eventuelle kontaktpersoner.
- En generel beskrivelse af drikkevandets kvalitet, herunder værdier for almindelige parametre og værdier for parametre af særlig lokal betydning.
- Overskridelse af de gældende kvalitetskrav for drikkevand.
Informationen er tilgængelig på Provas hjemmeside.
12.1 Anlægsbidrag
Anlægsbidraget omfatter et bidrag til Haderslev Vands hovedanlæg, et bidrag til forsyningsledningsnettet og et bidrag til stikledning.
Anlægsbidraget fastsættes af Haderslev Vand og godkendes af Kommunalbestyrelsen.
Bidragenes størrelse fremgår af Haderslev Vands gældende takstblad.
For ejendomme, der i landzone ligger mere end 50 m fra distributions- eller forsyningsledning, tillægges bidraget for forsyningsledningen den faktiske pris for etablering af forsyningsledning, der ligger ud over 50 m.
Anlægsbidrag for ejendomskategorier, som undtagelsesvis ikke fremgår af takstbladet, fastsættes separat af vandforsyningen efter forhandling og godkendes af Kommunalbestyrelsen.
12.2 Betaling af anlægsbidrag
Når en ejendom, der ikke tidligere har fået vand fra Haderslev Vand, bliver tilsluttet, skal der betales et anlægsbidrag til Haderslev Vand.
12.3 Forsyningsledningsnettets alder
Bidraget til forsyningsledningsnettet skal betales, hvad enten den ledning som ejendommen tilsluttes, er nyanlagt eller ældre.
12.4 Tilslutning til ny forsyningsledning
Hvis en ejendom, der tidligere har fået vand fra en ældre forsyningsledning, sluttes til en ny forsyningsledning, betales ikke anlægsbidrag medmindre andet følger af 12.9.
12.5 Betaling af anlægsbidrag til en udstykning
Når et udstykningsforetagende ønsker forsyningsledninger anlagt, kan Haderslev Vand forlange, at udstykningsforetagendet betaler anlægsbidrag til hovedanlægget og til forsyningsledningsnettet for de ejendomme, der fremkommer ved udstykningen.
Udstykningsforetagendet skal på anfordring forevise en godkendt udstykningsplan med henblik på, at Haderslev Vand kan opgøre og opkræve anlægsbidraget.
Haderslev Vand kan forlange enten, at betaling skal finde sted før forsyningsledningerne anlægges, eller at der forud stilles sikkerhed for betalingen, og at betaling sker så snart forsyningsledningerne er anlagt.
12.6 Betaling af stikledningsbidrag i en udstykning
Når et udstykningsforetagende har ønsket forsyningsledninger anlagt og der i den forbindelse anlægges stikledninger til de ejendomme, der fremkommer ved udstykningen, kan Haderslev Vand forlange at udstykningsforetagendet betaler bidrag til stikledningerne.
Haderslev Vand kan forlange at betaling finder sted før stikledningen anlægges, eller at der forud stilles sikkerhed for betalingen og at betaling i så fald sker, så snart stikledningerne er anlagt.
12.7 Anlægsbidrag til vand til midlertidigt forbrug
For levering af vand til midlertidigt forbrug, f.eks. til byggebrug, kan Haderslev Vand fastsætte et anlægsbidrag til dækning af de udgifter, der er forbundet med etablering og reetablering af den midlertidige leverance.
12.8 Ændret anvendelse af ejendom
Hvis forudsætningerne for et fastsat og betalt anlægsbidrag ændres som følge af en senere om- eller tilbygning eller en ændret anvendelse af ejendommen, kan Haderslev Vand forlange, at ejeren betaler den forøgelse af anlægsbidraget, der svarer til ændringen.
Haderslev Vand kan opkræve supplerende anlægsbidrag ved oprettelsen af flere boligenheder på en ejendom, ved ændring af en ejendoms anvendelse, herunder omdannelse fra erhverv til bolig, samt udvidelse/ændring af bolig- eller erhvervsenheder, eksempelvis ved etablering af flere vandforbrugende installationer.
Det er ejerens ansvar at meddele Haderslev Vand, hvorvidt der etableres nye/flere installationer, herunder håndvaske, badeinstallationer eller lignende, der medfører et højere vandforbrug.
I tilfælde hvor ejendommen ombygges, tilbygges eller ændrer anvendelse, påhviler det ejeren at sandsynliggøre, at forudsætningerne for det hidtidigt fastsatte anlægsbidrag ikke ændres.
Anlægsbidrag tilbagebetales ikke i forbindelse med, at forudsætningerne for et fastsat og betalt anlægsbidrag ændres, f.eks. hvis antallet af boligenheder i en ejendom reduceres.
12.9 Anlægsbidrag ved væsentlig nyinvestering i vandforsyningsanlægget
Haderslev Vand kan forlange nyt anlægsbidrag i forbindelse med væsentlig nyinvestering i vandforsyningsanlægget.
Nyt anlægsbidrag skal være godkendt af Kommunalbestyrelsen, inden det opkræves.
13.1 Betaling for leveret vand og undtagelser herfra
For alt leveret vand betales et driftsbidrag.
Driftsbidraget omfatter et bidrag pr. m3 vand og eventuelt tillige et fast årligt bidrag.
Driftsbidraget kan endvidere bestå af et driftsbidrag pr. afregningsmåler (målerbidrag/målerleje).
Driftsbidrag kan forlanges betalt fra den dag hvor Haderslev Vand har påbegyndt leveringen af vand til ejendommen.
Bidragenes størrelse fremgår af Haderslev Vands takstblad.
13.2 Fast bidrag til ejendomme uden installationer
For ejendomme hvor forsyningsmulighed efter ejers ønske er etableret, men hvor der ikke forefindes vandinstallationer, kan der forlanges driftsbidrag, der alene omfatter et fast årligt bidrag.
13.3 Driftsbidrag til midlertidigt brug
For vand leveret til midlertidigt brug, f.eks. byggebrug, betales driftsbidrag efter 13.1. Haderslev Vand kan dog bestemme at der ikke betales fast bidrag.
13.4 Driftsbidrag til brandtekniske installationer
For brandtekniske installationer, f.eks. sprinkleranlæg, overrislingsanlæg og andre anlæg til brandslukningsformål, som normalt ikke medfører noget vandforbrug, kan der forlanges driftsbidrag, der alene omfatter en fast årlig målerafgift og en fast årlig m³-afgift, der afhænger af sprinklerstikkets dimension.
Haderslev Vand kan forlange, at der installeres en elektronisk fjernaflæst vandmåler i forbindelse med en brandteknisk installation.
13.5 Eftergivelse af afgifter ved brud
For vandspild forårsaget af brud på skjulte vandinstallationer i ejendomme til boligformål, kan ejeren af en ejendom anmode Haderslev Vand om eftergivelse af afgiften og andre beløb af det pågældende vandspild, jf. bestemmelserne herom i lovbekendtgørelse nr. 171 af 25. februar 2020 af lov om afgift af ledningsført vand. Anmodningen skal være skriftlig og begrundet.
Haderslev Vand kan eftergive driftsbidrag (vandafgiften) for et registreret forbrug ud over ejendommens årlige normalforbrug tillagt en selvrisiko på 300 m3 årligt. Det er en forudsætning for eventuel eftergivelse, at forbrugeren ikke har handlet forsætligt eller groft uagtsomt, og at forbrugeren har udøvet rimelige foranstaltninger for at stoppe ledningsbruddet.
Der ydes kun eftergivelse af statsafgiften for vandspild for vand leveret til boligformål.
13.6 Driftsbidrag ved skønnet vandforbrug
Er en afregningsmåler bortkommet, blevet beskadiget eller er der konstateret utætheder eller fejl ved måleren, fastsættes driftsbidraget af Haderslev Vand efter høring af ejeren/brugeren af en enhed bl.a. ud fra et skønnet vandforbrug i det tidsrum hvor målingen skønnes at have været i uorden.
Anlægs- og driftsbidrag for levering af vand fra Haderslev Vand fastsættes en gang årligt i Haderslev Vands takstblad og godkendes af kommunalbestyrelsen. Driftsbidraget betales af ejendommens ejer eller af brugeren, jf. reglerne herom.
14.1 Anlægsbidrag og driftsbidrag på ejendomsniveau
Anlægsbidrag, driftsbidrag og forskudsvis afholdte omkostninger til arbejde ved stikledning eller vandinstallationer, som Haderslev Vand har foretaget eller ladet foretage efter 5.3, 5.4 eller 8.1.9, påhviler den, der har tinglyst adkomst på vedkommende ejendom.
Hvor ejeren af en fast ejendom og ejeren af en bygning på grunden ikke er den samme, betragtes bygningen som en selvstændig fast ejendom efter tinglysningslovens § 19. I sådanne tilfælde påhviler anlægsbidrag og forskudsvis afholdte udgifter til arbejder ved stikledningen ejeren af grunden, hvorimod driftsbidrag og forskudsvis afholdte udgifter til arbejde med vandinstallationer påhviler ejeren af bygningen.
14.1.1 Betaling af anlægsbidrag
Betales anlægsbidrag ikke inden den fastsatte betalingsfrist kan Haderslev Vand nægte at etablere tilslutningen.
Anlægsbidraget skal betales til Haderslev Vand, inden etablering af tilslutningen foretages.
Er tilslutning sket, kan vandforsyningen lukke for vandtilførslen for at begrænse yderligere tab. Aflukning vil blive varslet med mindst 5 arbejdsdage, inden den foretages.
Haderslev Vand kan forlange, at der for aflukning og genåbning betales et gebyr, som skal fremgå af Haderslev Vands takstblad.
Genåbning finder først sted, når det skyldige beløb, herunder udgifter til aflukning, genåbning eller retablering af vandtilførslen samt renter er betalt, eller der er stillet sikkerhed for betaling.
Hvis aflukning af vandtilførslen ikke er sket og ejendommen overdrages til en ny ejer, som ikke har overtaget den tidligere ejers gæld, må aflukning ikke foretages.
14.1.2 Betaling af driftsbidrag
Driftsbidrag skal på opkrævningen opføres med særlige poster for hver art af afgift.
Ved gentagen misligholdelse af pligten til at betale driftsbidrag, kan Haderslev Vand kræve betaling af et depositum til sikkerhed for forpligtelserne over for Haderslev Vand.
Depositumbetalingen kan maksimalt udgøre et beløb svarende til et års driftsbidrag for enheden.
Betales driftsbidraget ikke inden for den fastsatte frist, kan Haderslev Vand lukke for vandet. Aflukning vil blive varslet mindst 5 arbejdsdage, inden lukningen foretages.
Haderslev Vand kan forlange, at der for aflukning og genåbning betales et gebyr som skal fremgå af takstbladet.
Genåbning finder først sted, når det skyldige beløb, herunder udgifter til aflukning og retablering af vandtilførslen samt renter er betalt, eller der er stillet sikkerhed for betaling.
14.1.2.1 Inddrivelse hos Gældstyrelsen
Inddrivelse via restanceinddrivelsesmyndigheden (Gældsstyrelsen).
100 % kommunalt ejede vandforsyninger kan overgive fordringer til inddrivelse hos Gældstyrelsen.
Fordringer på betaling af anlægsbidrag med tillæg af renter, gebyrer og andre omkostninger kan, når betalingsfristen er overskredet og sædvanlig rykkerprocedure forgæves er gennemført, overgives til inddrivelse hos Gældstyrelsen, som er restanceinddrivelsesmyndighed, jf. § 2 jf. § 1, stk. 1 og 2 i lovbekendtgørelse nr. 29 af 12. januar 2015 om inddrivelse af gæld til det offentlige (inddrivelsesloven). Haderslev Vand kan, hvis forholdene i særlig grad taler derfor, overdrage fordringer til Gældstyrelsen på et tidligere tidspunkt.
Haderslev Vand underretter skriftligt skyldneren om overdragelsen med mindre det må antages, at muligheden for at opnå dækning ellers vil blive væsentligt forringet.
Genåbning kan finde sted, når det skyldige beløb er overgivet til Gældstyrelsen.
Haderslev Vand kan forlange, at der for aflukning og genåbning betales et gebyr.
14.1.3 Afdragsvis betaling eller henstand
Haderslev Vand kan på skyldnerens anmodning tillade afdragsvis betaling eller henstand med betalingen.
Betales de af Haderslev Vand forskudsvis afholdte udgifter ikke inden den af Haderslev Vand fastsatte frist, gælder tilsvarende bestemmelse som anført i 14.1.1.
Haderslev Vand er i den forbindelse berettiget til at opkræve et gebyr, som fremgår af Haderslev Vands takstblad.
14.1.4 Åbning ved ejerskifte
Haderslev Vand har pligt til at genåbne for vandtilførsel ved ejerskifte, medmindre den ny ejer, enten ved tinglysning eller skriftlig aftale med tidligere ejer, har overtaget den tidligere ejers gæld til Haderslev Vand. Der kan også i dette tilfælde forlanges et gebyr for genåbning.
14.2 Driftsbidrag efter § 2 i bekendtgørelse om individuel afregning efter målt forbrug.
14.2.1 Individuel afregning af driftsbidrag
Hvis en ejendom med mindst to udlejnings- eller andelsenheder ønsker at overgå fra fælles til individuel afregning, skal det ske efter reglerne i bekendtgørelse nr. 837 af 27. november 1998 om individuel afregning efter målt vandforbrug, jf. vandforsyningslovens § 55, stk. 5 og 6.
Den individuelle afregning skal påbegyndes senest 5 måneder efter, at Haderslev Vand har modtaget skriftlig anmodning herom fra ejeren.
Ved overgang fra fælles til individuel afregning af driftsbidrag skal Haderslev Vand underrette ejendommens ejer og de enkelte brugere om tidspunktet for overgangen.
Målerne stilles til rådighed af Haderslev Vand og forbliver Haderslev Vands ejendom.
14.2.2 Specificeret opkrævning
Driftsbidrag skal på opkrævningen opføres med særlige poster for hver art af afgift.
14.2.3 Bortfald af ejers hæftelse for brugers driftsbidrag
Når forudsætningerne i 14.2.1. er opfyldt, og der er etableret et direkte kundeforhold mellem en bruger af en enhed og Haderslev Vand, bortfalder ejers hæftelse for brugers driftsbidrag.
14.2.4 Fraflytning
Ved fraflytning af en enhed hæfter brugeren for betaling af driftsbidrag m.v. indtil måleraflæsning er foretaget. Eventuelt indbetalt depositum modregnes i slutopgørelsen vedrørende driftsbidrag m.v.
14.2.5 Meddelelse om ny bruger
Ejendommens ejer skal med 10 dages varsel skriftligt underrette Haderslev Vand om ny brugers overtagelse af en enhed. Ved manglende underretning hæfter ejendommens ejer for enhedens driftsbidrag.
14.2.6 Åbne for vandet til ny bruger
Når en ny bruger overtager en enhed, skal Haderslev Vand åbne for vandet.
14.2.7 Ejendommens ejers hæftelse for driftsbidrag
Ejendommens ejer hæfter for driftsbidrag i enheder, hvor der ingen bruger er, for fællesforbrug samt for eventuelt spild fra jordledninger eller andre vandinstallationer inden brugernes vandmålere.
14.2.8 Driftsbidrag på ejendomme der ikke er omfattet af § 2 I bekendtgørelse om individuel afregning efter målt forbrug.
14.2.8.1 Individuel afregning af driftsbidrag for ejendomme som ikke er omfattet af §2.
Ejeren af en ejendom, der ikke er omfattet af bekendtgørelsen om individuel afregning efter målt forbrug, kan aftale med Haderslev Vand, at Haderslev Vand forestår opkrævningen på ejerens vegne direkte hos ejendommens lejere/andelshavere eller andre brugere. Ejendommens ejer hæfter for betalingen af driftsbidraget, selv om der er indgået en aftale om opkrævning direkte hos lejerne/andelshaverne eller brugerne af ejendommen.
Den individuelle afregning pålægges et administrationsgebyr jf. Haderslev Vands takstblad.
14.3 Ejerskifte
Enhver ejer hvis ejendom er tilsluttet Haderslev Vand, skal underrette Haderslev Vand ved ejerskifte.
Ejeren er forpligtet over for Haderslev Vand frem til den dato, hvor ejerforholdet overgår til den nye ejer, og hvor der skriftligt er givet meddelelse om ejerskifte og aflæsningstal.
Ejerskiftemeddelelsen skal være underskrevet af såvel den udtrædende som den nye ejer.
Haderslev Vand kan herefter udarbejde en slutopgørelse til den tidligere ejer. Haderslev Vand er berettiget til at opkræve et gebyr for udarbejdelse af slutopgørelse, som skal fremgå af Haderslev Vands takstblad.
Eventuel uenighed mellem køber og sælger om afregnet forbrug mv. er Haderslev Vand uvedkommende.
Såfremt Haderslev Vand efter anmodning fremsender oplysninger til brug for en ejendomshandel, er Haderslev Vand berettiget til at opkræve et gebyr for dette arbejde. Gebyret skal fremgå af Haderslev Vands takstblad.
Kommunalbestyrelsens afgørelse om godkendelse af regulativet er omfattet af vandforsyningslovens kapitel 12 om afgørelser i vandforsyningsloven.
Afgørelsen kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet jf. vandforsyningslovens § 76 stk. 1, nr. 4. jf. § 75, stk. 1.
Kommunalbestyrelsens afgørelser om påbud og forbud er omfattet af vandforsyningslovens kapitel 12 om afgørelser i vandforsyningsloven.
Afgørelsen kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet, jf. vandforsyningslovens § 75, stk. 1.
Forbrugerklagenævnet kan behandle klager fra forbrugere over Haderslev Vands afgørelser, herunder om overholdelse af regulativets bestemmelser, hvorvidt opkrævning af takster m.v. sker i overensstemmelse med regulativet, forældelse af fordringer, konsekvensen af fejl på en vandmåler samt fortolkning af takstbladets overensstemmelse med regulativet.
En forbruger, som i denne sammenhæng er en vandværkskunde, der hovedsageligt handler uden for sit erhverv, kan indbringe tvister med vandforsyningen for Center for klageløsning:
Nævnenes Hus
Toldboden 2
8800 Viborg
Se også www.forbrug.dk.
Kan der ikke opnås en fælles løsning mellem forbrugeren og vandforsyningen hos Center for klageløsning, kan forbrugeren vælge at gå videre med sagen til Forbrugerklagenævnet eller anlægge en sag ved domstolene.
Forbrugerombudsmanden fører tilsyn med, at erhvervsdrivende overholder reglerne for markedsføring og anden forbrugerbeskyttende lovgivning, f.eks. urimelige betingelser i aftalen, for høje renter, gebyrer, diskrimination, m.v.
Miljøoplysningslovens regler om aktindsigt gælder for almene vandforsyninger, der er omfattet af vandsektorloven. Det gælder både kommunalt ejede og andre almene vandforsyninger.
Kommunalt ejede vandforsyninger er desuden omfattet af offentlighedslovens regler om aktindsigt.
16.1 Bødestraf efter vandforsyningslovens § 84
Anlæg af vandledninger i strid med vandforsyningsplaner, jf. § 14 a, stk. 2, straffes med bøde, jf. vandforsyningslovens § 84, stk. 1, nr. 1
Efter vandforsyningslovens § 84, stk. 1, nr. 1, kan der fastsættes bødestraf for overtrædelse af vandforsyningslovens krav om, at vandinstallationer i de enkelte ejendomme skal udføres og benyttes på en sådan måde, at der ikke opstår fare for forurening af vandet eller på anden måde voldes ulemper, og at ejeren skal lade foretage de foranstaltninger, som Haderslev Vand pålægger i den anledning samt at ejeren skal sørge for at holde vandinstallationerne forsvarligt vedlige og afhjælpe enhver mangel snarest, jf. lovens § 50.
Spild af vand eller brug af vand til andre formål og i større mængderend tilladt, jf. vandforsyningslovens § 51, stk. 1, kan også straffes med bøde.
Endvidere kan der efter vandforsyningslovens § 84, stk. nr. 1. nr. 4, straffes med bøde, ved undladelse af at efterkomme et kommunalbestyrelsens påbud eller forbud efter loven, herunder et påbud om at berigtige et ulovligt forhold.
Følgende punkter i regulativet indeholder regulering, hvor overtrædelse eller tilsidesættelse vil kunne straffes med bøde efter vandforsyningslovens § 84, stk. 1, nr. 1 og 4. Det drejer sig om punkterne 5.1, 5,5, 6,4, 7,3, 8.1.2, 8.1.3, 8.1.5, 8.1.6, 8.1.7, 8.1.8, 8.2.1, 8.2.2, 8. 3.1, 9.2, 1. punktum, 9.3, 9.8, 9.10, 10.1 samt 11.4.
Der kan endvidere fastsættes bødestraf for at modvirke adgang til en ejendom dvs. adgang til uden retskendelse at foretage undersøgelser til brug for beslutninger i henhold til vandforsyningsloven eller regulativet. Vandforsyningslovens § 64 giver kommunalbestyrelsen ret til adgang uden retskendelse mod forevisning af legitimation. Samme ret gælder for personer, som kommunalbestyrelsen har bemyndiget til adgang uden retskendelse mod forevisning af legitimation, jf. lovens § 64.
16.2 Bødestraf for uautoriseret arbejde på installationer
Den, der uden at være berettiget dertil, udfører arbejde ved vandinstallationer og ledninger m.v., som er omfattet af bestemmelserne i § 5 i lovbekendtgørelse nr. 30 af 11.januar 2019 om autorisation af virksomheder på el-, vvs- og kloakinstallationsområdet, straffes med bøde efter lovens § 36.
På samme måde straffes den, der lader de nævnte arbejder udføre af virksomheder eller personer, som efter loven ikke er berettiget til det.
16.3 Bødestraf efter bekendtgørelse om anvendelse af måleinstrumenter
Ejere og brugere, som foretager indgreb i målere, der er omfattet af bestemmelserne i bekendtgørelse nr. 582 af 28. maj 2018 bryder plomben eller på anden måde påvirker målerens korrekte funktion, straffes med bøde efter bekendtgørelsens § 18.
16.4 Bødestraf efter bekendtgørelse om individuel måling af el, gas, vand, varme og køling
Ejere, der overtræder bestemmelser om installation af målere i bekendtgørelse 563 af 6. juni 2014 om individuel måling af el, gas, vand, varme og køling, straffes med bøde efter bekendtgørelsens § 12.
Regulativet udarbejdes af Haderslev Vand og godkendes af Kommunalbestyrelsen, jf. vandforsyningslovens § 55, stk. 2. Kommunalbestyrelsens godkendelse sker efter forudgående forhandling med Haderslev Vand.
Ved godkendelsen får regulativet retsvirkning, herunder som grundlag for at udarbejde takstblad og opkræve anlægs- og driftsbidrag, gebyrer m.v. fra forbrugerne.
Det skal fremgå af regulativet, at det er godkendt af Kommunalbestyrelsen og dermed gyldigt.
Derfor indledes regulativet med oplysning om, hvornår det er godkendt af Haderslev Kommune, og hvornår det træder i kraft. Det gældende regulativ skal være tilgængelig for forbrugerne.
Dette regulativ er godkendt af Kommunalbestyrelsen i Haderslev Kommune og træder i kraft den 1. april 2023. Samtidig ophæves det tidligere regulativ af 1. juli 2021.
Regulativet kan til enhver tid erstattes af et ny regulativ, der er udarbejdet i medfør af vandforsyningsloven.
Bestemmelserne i senere lovændringer, der strider mod dette regulativ, kan umiddelbart indarbejdes.